Museumsgården
Museumsgården. Foto fra 1950'erne.

Museumsgården er en typisk østdansk udflyttergård, gården lå oprindelig i Keldbylille landsby, men landboreformerne i slutningen af 1700 tallet medførte, at mange gårde blev flyttet ud på markerne, væk fra landsbyfællesskabet.

Gården blev opført i sin nuværende placering i år 1800, som en firlænget bindingsværksgård med stråtag.

Årstallet kan ses på skorstenshammer, som sidder i bjælken over skorstenen i bryggerset.

Gården består af stuehus i sydlængen, bryggers, vognport og hønsehus i vestlængen,

kostald i nordlængen og hestestald i øst længen. Gården er bygget i bindingsværk,

og kalket over efter østdansk skik, så murene fremstår ensfarvet hvide.

 

Byggestilen i den ældste del af gården kaldes tappet bindingsværk, fordi de vandrette bjælker er tappet igennem

stolperne, og derfor stikker ud af muren, som det kan ses fra gårdspladsen, taget er stråtækt og rygningen holdes på plads af ’kragetræer’, i stuehusets vestlige ende ses en mønsk specialitet: Gavlspidsen er beklædt med vandrette brædder, og på ydersiden af vestlængen buler væggen ud. Det er bagenden af bryggersets store bagerovn, der rager ud.

Den er beskyttet mod vejrliget af et lille halvtag.

 

Museumsgårdens.

Museumsgårdens er omgivet af en stor, næsten parklignende landbohave.

Haven er opdelt i to afdelinger, Vesthaven (sydvest for stuehuset) og

Østhaven (øst for gårdens indkørsel).

 

Vesthaven er den ældste, den er anlagt i stilen fra omkring 1900, med slyngede stier gennem græsplæner med træer og blomsterbede, og langs hækken ud mod marken,

fra indkørslen til valnøddetræet, findes en nøddegang, dvs. en allé af hasselbuske, i hjørnet ud mod indkørslen ses en hesteskoformet vold med grøn beplantning.

 

Museumsgårdens sidste ejer var meget haveinteresseret, da han overtog gården i 1913, inddrog han et stykke af marken øst for vejen (den nuværende indkørsel) og indrettede gennem en årrække en stor, parklignende have i den landskabelige stil, der netop var moderne i den tidlige del af 1900-tallet, her havde han plads til at lege med dekorative indslag, og det tidligere vandingssted blev forvandlet til en pyntelig dam med bl.a. åkander, siv og iris, ved vandet plantede han en hængepil, og i starten af 30’erne byggede han en pergola langs nordsiden af dammen, den blev tilplantet med guldregn og muligvis også blåregn, roser og vildvin, i havens sydøstlige hjørne opførte han en stenhøj.

Sådan en stor prydhave er meget arbejdskrævende, især om sommeren, så hver lørdag blev karlene kommanderet ud for at luge, rive og slå græs, så der var pænt til om søndagen, hvor der i de senere år ofte kom besøgende for at se ’parken’. Faktisk så mange, at der blev indrettet en spiseplads til gæsterne.

 

Hans Hansen ført 1913 til 1964. Foto fra 1954.

Museumsgården har gennem tiden haft flere navne, først Høvangsgården, siden Skuldebjerggård og nu Museumsgården. Men i folkemunde har den længe heddet ’Hans Hansens gård’. I mere end halvdelen af de 164 år, den var i privat eje,

var der nemlig en Hans Hansen for bordenden.

Den første Hans Hansen ejede gården fra 1819 til 1852. Han blev farfar til den anden

Hans Hansen, der ejede gården de sidste 51 år, fra 1913 til 1964.

Hans Hansen var en driftig og innovativ landmand, der drev både sin fødegård og Museumsgården.

Han havde malkekvæg og heste, og på fødegården opdrættede han slagtesvin. På markerne blev der dyrket korn og sukkerroer. Med jorden fra begge gårde samt ekstra jord i omegnen havde han i alt omkring 70 tdr. land,

så det var ikke nogen lille bedrift.

Ud over landbruget, fik Hans Hansen tid til at pleje sin store interesse for gymnastik, havebrug og historie.

Gårdens have blev udvidet til dobbelt størrelse og indrettet med spændende detaljer og sjældne planter.

Men det er hans store interesse for historien, der har gjort, at gården i dag står som en museumsgård med alt det gamle inventar bevaret. Da Hans Hansen overtog gården efter sin farbror, overtog han også de gamle almuemøbler, som bl.a. omhængssengene og langbordet med fast bænk. Hans Hansen var historisk interesseret, og gik derfor meget op i at bevare det gamle inventar og den traditionelle indretning af stuehuset.

 

I 1944 havde Nationalmuseet fået øje på gården og sendte et par mand ud for at opmåle og registrere den.

 

Hans Hansen døde i 1964, og da han ingen arvinger havde, havde han testamenteret indboet til Nationalmuseet,

der også overtog bygningerne. I 1968 åbnede Museumsgården første gang dørene for museumsgæster.

Senere trak Nationalmuseet sig ud og overlod i 1990 driften til Møns Museum (i dag en del af Museerne Vordingborg).

I 2001 blev gården fredet. Fredningen omfatter hele den firelængede gårdbygning, gårdsplads, møddingplads, udhuse samt haven med stier, dam og stenhøj.

 

I åbningssæsonen sørger medlemmer af foreningen Museumsgårdens Venner for at skabe liv på Museumsgården. Haveholdet luger i bedene, håndarbejdsdamerne nørkler, fortællerne viser besøgende rundt i udstillingerne.

I sommerperioden holdes der håndværksdage, hvor gamle håndværk som rebslagning og smedning demonstreres,

og ved særlige lejligheder luftes nogle af de gamle traktorer, tærskeværket mv.